PANDELLS HJEMMESIDE
www.pandell.dk
 

Forside

Lone Pandell

Niklas Pandell

Vores nye hus

Nordkyststien 2021

 

 

 

 

 


Niklas Pandell

Jeg hedder Niklas Pandell, og er en ung mand født i det fantastiske år 1966.


Uddanelse og arbejde

Jeg er kontoruddannet i 1986 med EFG Handel og Kontor fra Slagelse Handelsskole. Dengang bestod uddannelsen af 1 års skolegang og derefter 2 års virksomhedspraktik kombineret med 3 skoleophold.

Efter endt uddannelse boede jeg blandt andet 10 måneder i London, hvor jeg arbejdede som intern sælger i et engelsk firma, som importerede bordplader fra Tyskland og tilskar dem efter mål til køkkenfirmaer og byggemarkeder. Det var 10 måneder, som gav en masse "hår på brystet" og fik pudset mit engelske af, da jeg var den eneste dansker ansat i firmaet, så al kommunikation med leverandører, kunder og kolleger foregik på engelsk.

Da jeg kom hjem fra London, solgte jeg blandt andet de helt nye "Personlige Computere", som IBM lancerede sidst i 80'erne. Lige siden dengang har jeg haft en stor interesse for alt, som har med IT at gøre. Blandt andet har jeg selv lavet denne hjemmeside.

PopzI august 1992 blev jeg ansat hos E. Blomberg & Co. A/S, som i 2008 skiftede navn til Popz Danmark ApS.
Her startede jeg som Salgskoordinator og arbejdede mig langsomt op igennem systemerne, inden jeg i 2004 blev udnævnt til Adm. direktør. Blomberg var mest kendt for Blomberg's Glögg, Swipper Frys Selv Is og USA Popcorn. Gennem tiderne producerede og handlede vi med en bred vifte af forskellige produkter, mest indenfor fødevarer. Senere blev Blomberg solgt til Amerikaneren Jim Watkins, som opfandt mikrobølgepopcornene tilbage i 70'erne i USA. I 2011 flyttede vi produktionen af popcorn til Ungarn, og siden dengang har Popz Danmark været et import- og salgsfirma, som har markedsført Popz Popcorn og Capri-Sun læskedrik til de danske dagligvarekæder samt popcorn-, candy-floss og andre maskiner til blandt andet biografer, forlystelsesparker og sommerlande.
Jeg sluttede mit ansættelsesforhold hos Popz den 31. januar 2021.

ATPDen 8. februar 2021 blev jeg ansat som Kunderådgiver hos ATP i en stilling som COVID-19 smitteopsporer. Her ringede jeg ud til COVID-19-smittede for at orientere om forholdsregler, vejledte de smittede i forhold til fx test og isolation og indhentede oplysninger om ”nære kontakter” til COVID-19-smittede. Det var en tidsbegrænset stilling, som sluttede den 2. april 2021.

Sorø ErhvervMandag den 12. april 2021 startede jeg som Erhvervskonsulent hos Sorø Erhverv. Det er en ansættelse, som jeg er rigtig glad for. Sorø Kommune ligger ofte i toppen af de sjællandske kommuner, når Dansk Industri foretager deres målinger af erhvervsklimaet i landets kommuner, og Sorø er i det hele taget en kommune med kompetente ansatte. Her kan jeg bruge min erfaring fra mine mange år i det private erhvervsliv som en god sparringspartner for de erhvervsdrivende i Sorø kommune.
Sorø Erhverv er ikke en medlemsfinansieret erhvervsforening og vores sparring, vejledning, netværk og arrangementer er derfor gratis for alle kommunens virksomheder, selvstændige og iværksættere. Du kan læse mere om Sorø Erhverv her: Sorø Erhverv.


Fritid

I min fritid er jeg ivrig motionsløber. I 2014 startede Lone og jeg i Slagelse Motionsklub, hvor vi har lært en masse dejlige og positive løbere at kende. Vi har blandt andet været på mange spændende ture med Slagelse Motionsklub til Royal Run i Købehavn og til Berlin og Amsterdam. Jeg har løbet halvmaraton i Berlin, København og Amsterdam, og jeg arbejder som frivillig holdleder i Slagelse Motionsklub.

Når jeg ikke løber, så elsker jeg at køre på motorcykel. Jeg har en ældre Honda Shadow VT1100 fra 1987, og så snart vejret tillader det, får jeg kørt nogle ture med Lone eller nogle af mine gode veninder, som også elsker at køre en tur med bagpå.

I marts 2020 solgte vi vores gamle hus, og mens vi fik bygget vores nye drømmehus i Slagelse, boede vi hele sommeren i et lejet sommerhus ved Kongsmark Strand. Her købte både Lone og jeg et SUP (Stand Up Paddleboard), som vi fik benyttet flittigt. Ud over at det var vanvittig sjovt og gav os mange gode timer på - og i - vandet, både alene og sammen med mange gode venner og veninder, så var det også rigtig god træning. Selv om vi løber meget begge to, så får vi ikke rigtig styrket vores overkrop. Alle turene på SUP gav god træning til arme, ryg og mavemuskler, samtidig med at vi fik trænet vores balanceevne. En rigtig sjov måde at dyrke motion på, uden rigtigt at lægge mærke til, at vi faktisk trænede.

Lone og jeg elsker at rejse og opleve verden. Mens børnene boede hjemme, var vi ofte i sommerhus i Danmark og Sverige eller på ferie hos familien i Tyskland og på hoteller i Italien, Spanien med mere. Det blev også til en enkelt tur til USA med børnene, hvor vi blandt andet var i New York, San Francisco, Florida og Minnesota.

Da børnene var flyttet hjemmefra, har vi blandt andet brugt 10 dage på at gå 250 km på Caminoen fra Porto i Portugal til Santiago de Compostela i Spanien. En helt igennem fantastisk tur, som varmt kan enbefales til alle, som har lyst til en anderledes og meget aktiv ferie.

Mens Kathrine boede i Filippinerne, tog vi en længere rundtur til Hong Kong, Filippinerne og Dubai, hvor vi blandt meget andet selvfølgelig var oppe i verdens højeste bygning Burj Khalifa.

 

Lone & Niklas Pandell, Valmuevænget 14, 4200 Slagelse
© COPYRIGHT 2020 ALL RIGHTS RESERVED PANDELL.DK

 

Niklas Pandell

Niklas løbeture halv

Niklas motorcykel MC

Niklas paddleboard