 | Så blev det lørdag og den sidste vandredag.
|
 | Hele ugen havde vi været meget heldige med vejret
og undgået regnvejr.
Men lørdag havde de truet med risiko for skybrud, så for en sikkerheds skyld startede vi dagen i regnjakker. Det skulle senere vise sig at være en rigtig disposition, selv om det ikke helt var nok!
|
 | Dagen startede overskyet, men det var da heldigvis tørvejr.
|
 | Vi mødte også to på paddleboard - og denne gang stod de op.
|
 | Det så noget overskyet ud, og trak mere og mere op til dårligt vejr.
|
 | Det er ikke rart, hvis man lige har glemt noget, og skal tilbage til sommerhuset
for at hente det.
|
 | Flere lystsejlere havde trodset uvejrsvarslet og var taget ud på vandet.
|
 | Omkring middagstid begyndte solen at skinne, så vi måtte lige tanke op med
en enkelt caffe latte og pandekager med is - uden mad og drikke, duer heltene ikke!
|
 | Fra turen ud kendte vi efterhånden til de steder, hvor vi kunne risikere en tur i vandet,
så vi gik en del af turen oppe på land gennem nogle sommerhusområder. Ikke lige så flot og spændende, men i hvert fald tørskoede.
|
 | Lige pludselig skiftede vejret, og det skybrud, som de havde truet med, ramte os med fuld kraft.
|
 | Regnen slog ned mod vandet og sigtbarheden blev voldsomt begrænset.
|
 | Det var vist lidt spild af tid at gå omvejen gennem sommerhusområdet, regnen væltede ned, og vi blev
gennemblødte, som havde vi stået under bruseren med tøjet på.
|
 | På et tidspunkt stoppede skybruddet for en tid, men det havde efterladt store
vandpytter, hvor den store mængde regnvand ikke kunne komme væk.
|
 | Vi fik da vasket vores sko :-)
|
 | Det kunne ikke betale sig at forsøge at gå uden om vandpytterne, da vi var gennemblødte, så
det var bare den lige vej igennem og tilbage mod bilen.
|
 | Vi kunne da heldigvis bare grine af det, og var enige om, at vi havde været utroligt heldige
med de første 6 vandredage i tørvejr, og nu var vi næsten tilbage ved bilen og kunne skimte Spodsbjerg Fyr forude.
|
 | Tilbage i bilen fik vi lagt vores sædeovertræk, som vi bruger, når vi har været ude at løbe, over sæderne,
og så blev sædevarmen ellers skruet op på fuld tryk.
|
 | På vej hjem i bilen blev regn- og haglvejret på et tidspunkt så kraftigt, at
vi og de andre biler måtte holde ind til siden og stoppe op.
|
 | Da vi kom hjem til huset, havde vores søde løbeveninde Susanne været forbi med colaer og
fodbalsam, som hun mente, at vi kunne have brug for efter vores vandretur.
|
 | Vores søn Karl Kristoffer havde lånt og passet på huset, mens vi var væk, og han havde kvitteret ved at
købe farens yndlingsslik - svenske biler. Vi syntes også, at det havde svundet lidt i vores beholdning af Gin, så der var vist blevet hygget :-)
|